Et lidt overset sted i skygge

Langs indkørslen er der en del træer og buske. Der er en lille plet under tulipantræet som jeg ikke har fået gjort noget ved endnu. Så derfor tænkte jeg at nu skulle det være.

Det er et skyggebed under tulipantræet omgivet af en busk, en ligusterhæk, nogle sten og en brændestabel (under det store thuja træ hvor der ikke kan vokse noget) og så indkørslen.
Sidste år fik jeg nogle hasselurt til at gro ved brændestablen.

Brændestablen er kun til pynt. Der er ikke noget der kan vokse under thujaen og mellem ligusterhækken (der er tynd på grund af skyggen) og indkørslen. Så pynter det så fint og insekterne har et sted at bo.
Skabiose

En skabiose fra supermarkedet blev plantet mellem de sten der ligger i bedet. Jeg håber den kommer igen til næste år men er ikke helt sikker på at den er vinterhårdfør.


Et par bregner i baggrunden, som jeg har byttet mig til. De skal nok blive fine til næste år. bagved ses hækken og en klat anemoner der hele tiden har stået der. I forgrunden en bispehue med fine små blade. Den er købt i botanisk have, men der var ikke navn på den. Jeg synes det ser ud som om den har mindre blade end mine andre bispehuer. Under alle omstændigheder så er den nærmest vintergrøn og får fine gule blomster til foråret.

Hele bedet

Hostaerne stod der i forvejen og bliver stående. Jeg tror jeg vil prøve at så nogle juleroser når frøene er helt modne. Hasselurten skal også nok brede sig noget mere. Bedet ligger meget i skygge og det er begrænset hvad der kan gro der. Alt i alt er jeg godt tilfreds med indsatsen i år. Til efteråret kommer der jo nok lige nogle skyggetålende løg i jorden.



Kommentarer