onsdag den 12. juni 2013

Trædebregner

I dag handler det om trædebregner. De der bittesmå planter der kan bruges som bunddække eller  mellem sten. Jeg har ikke noget artsnavn til mine trædebregner med det er slægten Cotula.
Trædebregner er små (det er mine fingre der ses i baggrunden). 
Mon ikke det er derfor de hedder trædebregner?

De hedder jo nok også bregner fordi bladene ligner bregneblade.

Men, bregner har ikke blomster. Det har trædebregner.

Hvis man kigger rigtigt godt efter så kan man se at de er fra Kurveblomst familien (Asteracae familien). Det betyder at de er i familie med bl.a. mælkebøtter ogmargueritterr. Det der ligner blomsterblade på mælkebøtter er i virkeligheden enkelte blomster. Randblomster langs kanten og skiveblomster i midten. Trædebregner mangler randblomsterne og har kun skiveblomsterne tilbage, se evt. mere i den store danske encyklopædi 

Her er det to blomster set nedefra, her kan man se det grønne kurvesvøb med sorte kanter (de grønne blade som omkranser om blomsterne)










søndag den 2. juni 2013

Haveangst

Er du nogen gange bange for din have?

Det er jeg. Nu tænker jeg ikke på at haven pludselig skulle udvikle dystre egenskaber men mere på det faktum at det kan blive så forfærdentlig overvældende. Især her på forsommeren hvor alting pludselig skyder op af jorden, inclusiv ukrudtet.

Jeg står nu alene med en ret stor have, som jeg egentlig troede vi skulle være to om at passe. Det er et overvældende projekt. Især er det overvældende at have overtaget en stor gammel have som egentlig trænger til en god oprydning (og flere træfældninger). Dele af haven er lagt an med nydelige bede der skal luges og køkkenhaven er enorm.

Den lyserøde rhododendron

Nogen gange kigger jeg ud af vinduet og orker faktisk ikke gå derud i vildnisset. Der er brændnælder i hindbærrene, græs i trædebregnerne, selvsået hyld i drivhuset og mælkebøtter overalt. I denne sæson har jeg dog fået slået græsplænen, en bedrift i sig selv når det foregår med en gammel håndskubber. 

Haven er dog noget som jeg så gerne ville, det var jo derfor jeg gerne ville have netop dette hus. Det er dog lidt svært at komme ud af huset når tvillingerne på tre skal med (og holdes øje med). Der skal jo også lige laves mad og gøres lidt rent en gang imellem. 

Den rosa rhododendron, som jeg ikke vidste jeg havde.

Tænker tit at lykken må være at have råd til at få en havemand til at komme og lave det grove og grave de der hindbærbuske op. Jeg prøver dog også at huske at bare gå en tur i haven indimellem. Kigge på alle de planter jeg ikke vidste at jeg havde og så lave lidt af gangen og fjerne det værste skvalderkål. Glædes over at den ældste har klippet hækken ved forhaven (mangler nu kun nogle hundrede meters hækklipning) og at vi stadig mangler at så ærter og gulerødder.

"køkkenhaven"

Sidder netop nu på terassen og venter på at jasminen og klatrehortensien skal springe ud, så der igen i år bliver udsigt til et hvidt og duftenden blomsterhav. Det er et bed som jeg ikke rører ved foreløbig :-)