torsdag den 23. oktober 2014

Efterårs køkkenhave

De allersidste afgrøder kan nu høstes. Børnenes lille havekasse har givet fint udbytte i år og bliver snart ryddet for det sidste, undtagen jordbærrene.

Tomaterne bliver vist ikke røde i denne omgang men grønkålen (som ellers var helt ædt ned af larver) kommer fint.


Katten har fundet en stor fed skovsnegl i indkørslen

torsdag den 13. marts 2014

En bunke dårlig samvittighed.

Forleden dag sad jeg og kiggede på forårsbillederne fra sidste år. Den 24. marts var der sne og først hen i midt april er der billeder af krokus.
I år er tempoet hæsblæsende, så hvad skal man give sig til de timer man har i haven, der er jo så meget. Jeg tog fat på en bunke dårlig samvittighed som jeg har haft liggende.

Jeg har en rigtig dejlig stor tretorn stående i haven (Gleditsia triacanthos) den tabte nogle grene i vinterstormen og en vissen gren var blevet savet af. De lå i en stor og tornet bunke. Af hensyn til børn, dyr og mig selv ville jeg skaffe mig af med de tornede grene ved at brænde dem.


Et lille bål i ovnen blev det til, og en masse rifter på hænderne. Selv om man er forsigtig, så er de der grene ret hidsige.

Her er den smukke tretorn i al sin pragt. Jeg ved ikke hvorfor den hedder tretorn, for den har ret mange torne, det er ikke lige et træ som børnene kravler op i.

Så røg den bunke dårlige samvittighed og vi kan alle færdes på græsplænen igen uden fare for liv og lemmer.

Jeg har lige tjekket om der var frø i frøkapslerne fra sidste år, det er der. Måske man skulle eksperimentere med at så små træer? Det er ikke hvert år der kommer frøkapsler. Forrige år var der ingenting, jeg tror sommeren var for dårlig. Sidste sommer var varm og god for en tretorn og der er masser af frø.