lørdag den 23. marts 2013

Planlægning

Uhh.. det er så svært at være pessimistisk hele tiden. Jeg kan ikke lade være med at lave fremtidsplaner, lige meget hvor sort det ser ud!

Så her forleden kom jeg lige til at tage et billede af haven, dét sted hvor jeg gerne lige vil have lavet noget om (et trix jeg har lært i blogland). Jeg har også brugt den store farvelade for at få noget frem. Det ligner ikke så godt, men det viser da vist ideen meget godt (håber jeg).

Børneforhaven
Det her er forhaven og den skal være til børnene. Som den er nu, er den lidt rodet, jeg tror at den oprindelige ejer fik blandet et par ideer sammen her foran. Ude til højre (uden for billedet) blev der sidste år fældet to kæmpestore hængebirke, de skyggede for hele haven. Nu står der en trampolin - ikke køn men nødvendig. (Uhhh.. jeg ville gerne have den gravet ned, men det har jeg ikke energi til.)

Her, lidt til venstre for midten, skal der være et legehus, et stort et!! og det skal være svenskrødt og hvidt, selv om det måske ikke passer til de lyserøde blomster.





Til venstre i billedet er der for øjeblikket et ret fantastisk parti med trædebregner og primula. Det må desværre ryge, det er ret krævende at holde ukrudsfrit og det orker jeg ikke. I stedet skal der stå et legehus under den lille topkappede tretorn  (Gleditsia). Den mørkegrønne stedsegrønne (topkappede) skal væk og i stedet skal der flyttes en Rhododendrom. Jeg har en kæmpestor lyserød én som står lige foran et vindue, den kan godt holde flyttedag. Den store stedsegrønne er også ved at kvæle en lille Azalea der står i til venstre for havedammen.


Hamamelis intermedia Aphrodite / Troldnød
Sådan en Troldnød - Aphrodite ønsker jeg mig til min vinterhave
Den må gerne stå ved indkørslen, for jeg kommer ikke så meget om i haven
mens det er vinter. Billede fra Kridtvej´s planter



Havedammen er der i forvejen, men er ret skygget af den store stedsegrønne, måske kan den fornys med nogle vandplanter. Foran havedammen står et Parasoltræ, Sciadopitys verticillata. Det er et nåletræ der har eksisteret de sidste 230 millioner år (ja, altså ikke i min have), med andre ord, siden Jura tiden (dengang der levede dinosaurer). Det skal blive stående. Godt nok står det upraktisk men de er utroligt langsomtvoksende og så er det så unikt et træ og drengene synes det er sjovt med et dinosaurus træ i haven.  Ude til venstre er indkørslen med en niveauforskel. Jeg regner med et lille hegn for at markere at her slutter legearealet og for at forhindre at ungerne falder ned. Der står en del lavendler i forvejen, mon ikke de kan forynges og flyttes lidt. Så er der et par roser der kan flyttes og mon ikke jeg kan finde en clematis et sted, til at plante op ad legehuset? 



Mon ikke det kan lade sig gøre? Så mangler jeg bare lige nogen til at grave rødder op, klippe hæk, lægge fliser (under legehuset) og flytte en Rhododendron. Samt naturligvis nogen der vil aftage 5m2 trædebregner.

Nåå ja, og så sikkerhed for at jeg kan beholde huset :-)

Helle

tirsdag den 19. marts 2013

Supermarkedsplanter

Det her er altså lige en snyder, det er en genudgivelse fra sidste år. Men jeg kan se at supermarkedsplanterne er kommet tilbage på hylderne.

De der planter i supermarkedet. De er så super billige og står der i farverige kartoner og frister. Jeg ved jo godt at kvaliteten ikke er nær så god som dem fra planteskolen, tit så er de da også helt tørre og visne efter et par dage. I forhold til de livskraftige planter købt hos en professionel, så er det også tit nogle triste stikkejavertusser man får. Men - når nu budgettet er meget stramt, så er der forskel på 20 kroner og 120 kroner og forskel på at få en ny plante eller ikke få en ny plante. Derfor falder jeg i fælden indimellem.

Her er en Clematis - købt billigt og købt ret lille.
De anvisninger og sortsnavne der (ikke) står på den slags planter er ofte ret minimale. Derfor prøvede jeg at finde ud af hvor, nogle af dem, kommer fra. De der gule firkantede kartonkasser med en plant i, kommer ofte fra Dominik http://www.blumen-strauss.de/. Hjemmesiden giver imidlertid ikke nogen oplysninger om hvilke planter eller sorter man kan forvente fra firmaet. For at finde ud af det skal man hen til denne hjemmeside Garten Spezialversand http://www.garten-spezialversand.de/pflanzen-und-zubehoer/blumen-und-pflanzen.html Her er der lister med de sorter som Dominik producerer. Der er også bedre plantevejledninger.
Det lader til at Dominiks planter produceres i Tyskland, Polen og Ungarn. Man skal derfor være opmærksom på at det ikke er alle de solgte sorter der vil kunne klare sig godt her i Danmark.
Andre planter (stueplanter) fra en række producenter, produceres i en række eksotiske og varme lande. Man skal derfor ikke være sikker på at have held med at plante dem ud efter blomstring.
Nu startede (det genudgivede) indlægget i dag egentlig med at jeg ville finde de planter der er til salg i Fakta. De kommer i røde kartoner med et grønt "Bedst Qualty" mærke. Det er ikke lykkeds mig at finde leverandøren endnu (jeg har heller ikke haft pakken i hånden, kun set den i kataloget). Det kan dog være den samme leverandør, hvor planterne bare har fået en ny og rød indpakning.

Jeg regner med at finde de sædvanlige gule i Netto til sommer og så kommer den jo nok fra Dominik, og så er der hjælp at hente på det ovenstående link.

lørdag den 16. marts 2013

Gode gaver

Gaver er altid gode at få, men jeg synes også at det er dejligt at give gaver.

De store drenge fik en julegave som bare var et stykke papir. Her i denne uge fik de så deres rigtige julegave, en "weekend" tur til Oslo med DFDS. Selve turen er vældig billig, hvis man altså bor i de mindste kahytter og eftersom jeg bestilte turen på et særtilbud juleaften, så var det ikke mange kroner der skulle op af lommen. Maden var også bestilt på forhånd. På vejen hjem havde jeg bestilt det store kolde tag-selv bord (som godt kan anbefales). Det var også en (lærerrig) oplevelse for drengene, det er meget sjældent de har været ude og spise andre steder end fast food restauranter.

Indsejlingen til Oslo

 Operahuset i forgrunden (drengene var oppe på taget og ned igen, tre gange). I baggrunden det moderne højhusbyggeri.

Anden kultur og andet sprog

Jeg tog drengene ud af skolen i et par dage, så jeg synes også at det var nødvenigt med lidt indlæring på turen (sådan er det at være i byen med mor!). Vi tog på Kon-Tiki museet, et museum jeg husker fra min egen barndom.

Ra 2, sivbåden

Minsanten om ikke den 9 årige blev helt opslugt af den originale (sort/hvide) film der blev filmet med smalfilm kamera på ekspeditionen. Vi fik også snakket om udveksling af ideer mellem kulturer og hvorfor kulturer uddør, fiskeri og hajer samt meget mere. Da vi næsten var hjemme mente de begge at det havde været dejligt at slippe for at lære noget i skolen, de havde slet ikke opdaget at de havde været i livets skole *fnis*
Fantastisk at være i stand til at give dem en oplevelse som de var så glade for.

Kon-Tiki tømmerflåden var desværre ved at blive repareret. Tænk, det var allerede i 1947 at Thor Heyerdal sejlede over havet med denne båd.


Skeletter og mørke huler er en del af udstillingen om Påskeøerne. 
Lige noget for drengene.

Vi nåede også en tur med sporvogn.



Obs. beklager at billederne ikke er så gode. Mit lille lommekamera er afgået ved den endelige død, så jeg har lånt min mors lommekamera. Jeg orkede ikke at slæbe det store kamera med, så billederne bliver derefter.

/Helle